Дата: Воскресенье, 2012-07-08, 21:33 | Сообщение # 13
Модераторы
126 сообщений
Quote
Den 26. oktober 2007 meldte Claus Norreen, René Dif, Lene Nystrøm Rasted og Søren Rasted ud på et pressemøde, at Aqua vil blive gendannet. Men hvordan startede det hele egentlig for bandet?
Bandet blev dog taget lidt på sengen af pressen, i og med der ikke var konkrete koncerter, udgivelser eller datoer på banen endnu. Medlemmerne fra Aqua vil i første omgang blot ud på landevejen og spille mange af de gamle 90’er hits, som de dårligt nåede at nyde selv på grund af deres store og hurtige succes på verdensplan.
Men hvordan startede det hele egentlig for bandet? I stedet for at gætte på hvad Aqua vil præsentere for danskerne i 2007, kunne det være interessant at se tilbage.
Et tilbageblik mens vi venter Kulturfoto har fundet et 10 år gammelt interview frem fra april 1997, hvor Aqua’s første album ”Aquarium” netop er udkommet.
Det er tidspunktet lige inden Aqua rigtig slår igennem. Derfor har bandet også god tid til at give en meget langt interview med Mads Danquah og Helene Jørgensen, to spejdere fra Det Danske Spejderkorps, som er meget interesseret i hvordan fordomme om Pop egentlig bliver oplevet af medlemmerne i et rigtig Popband.
Mads og Helene mødes med Aqua i Churchillparken på Østerbro en dejlig forårsdag i april, og der går ikke lang tid før det første spørgsmål falder:
Interview
Aqua i Churchillparken, april 1997 Hvordan fandt I sammen i Aqua?
Søren og Claus lavede noget filmmusik til filmen ”Frække Frida” og mødte dér Réne som var rapper. De snakkede om at lave noget pop- eller dancemusik sammen, hvis de kunne finde én der kunne synge. En dag hørte de Lene synge og hun blev med det samme optaget i bandet.
Skriver I selv alle jeres tekster?
Ja, det gør vi. Vi arbejder meget sammen om alle teksterne. Det gælder om at have en livlig fantasi og føre sine idéer ud i livet.
Hvor lang tid tager det at lave et album som ”Aquarium”?
Det tog cirka ¾ år. Det er ikke noget man sådan bare lige gør. Der er en masse sange som aldrig bliver til noget, en masser ting der skal prøves før man finder de rigtig numre.
Nu har I snart arbejdet sammen i tre år. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
Jo! Især af Claus! Selvfølgelig bliver vi trætte af hinanden, men vi er gode til at fornemme hvornår vi skal lade hinanden være i fred.
Kan I gå på gaden uden at blive overfaldet af autografhungrende teenagere?
Nej, der plejer ikke at gå mange minutter før folk kommer og spørger om ”vi ikke er dem fra Aqua?” Lene blev engang forfulgt næsten helt ind i prøverummet i en tøjbutik af én der ville have en autograf.
Hvorfor hedder I Aqua?
Da vi startede hed vi faktisk Joyspeed, men det synes vi ikke var så fedt, og så besluttede vi at skifte navn. Oppe i studiet har vi en plakat fra Danmarks Akvarium, og ud fra dét dannede vi Aqua.
Er det svært at komme frem som popband i Danmark?
Ja, det er det. Danmark har altid været vant til rock. Det var ligesom en uskreven regel, at der skulle være en el-spade med i hvert eneste nummer. Sverige er fx meget længere fremme, der er det meget mere acceptabelt at lave pop.
Hvorfor tror I det er sådan?
Måske fordi det er en almen mening at det er ærligere at udtrykke sig med rock. Det har været enormt ”in” at være sur og deprimeret, og ”yt” at være glad og ligefrem. Der er jo helt misforstået, der er nemlig en ny uudforsket verden inden for keyboards og synthesizere.
I møder altså mange fordomme i Danmark?
Helt bestemt. Folks indstilling er generelt, at hvis man laver popmusik er man ikke seriøs! Når man siger at man er popmusiker kan folk finde på at spørge: ”Hvordan kan du have det godt med det?” Derfor havde vi ventet at få ”røvfuld” af anmelderne da ”Aquarium” kom på gaden, men det fik vi faktisk ikke. Nogle har fanget selvironien i vores tekster.
Nu har I lavet en plade som er blevet helt vildt populær, og nu er det som om anmelderne forventer noget negativt. Er I bange for at blive en ”døgnflue”?
For det første var vi fremme med singlen ”Roses are Red” allerede i september sidste år (1996 redaktionen), og nu har vi har jo lavet en cd, så vi mener, at vi har passeret ”døgnfluestadiet”. For det andet har vi kontrol med hvad vi laver. Vi valgte selv at producere, og vi tager beslutningerne sammen og tager det generelt stille og roligt. Så der er nok ingen risiko for at vi lige pludselig forsvinder.
Skal man være stædig som popgruppe?
Ja, det er som om at man skal vise meget mere for omverdenen end et rockband, for at blive anerkendt. Man skal virkelig manifestere at man ikke er et konceptband!
Tjener man mange penge som popstjerne?
Nej, det gør man ikk’! Det er faktisk en fordom vi tit møder. Venner der er overbevist om at vi tjener styrtende med penge, bliver meget overraskede når de finder ud af, at det ikke er tilfældet. Nogle tager afstand til os uden at kende os, fordi de tror at vi har en masser af penge og derfor er enormt snobbede. Men man tjener altså ikke millioner sådan lige med det samme – det tager tid. Desuden er der ikke rigtig noget at bruge pengene på når man har så travlt som vi har.
Har I nogen fordomme om spejdere?
Nej, overhovedet ikke! Faktisk går det at være spejder vel ud på nogenlunde det samen som det at være i et band: Man er sammen med sine venner og dyrker sin hobby! Egentlig kan vi godt misunde jer spejdere – det er så sjældent at vi har tid til at leje en kano, lave et lejrbål og snitte nogle pinde.
Interview fra april 1997: Mads Danquah, Helene Jørgensen
Прикреплённые файлы 
